Det første, jeg installerer på mine kunders maskine, er Wispr Flow. Før Claude. Alt det andet går hurtigere, når du kan tale i stedet for at taste. Af alle mine værktøjer er det her det, der sparer mig flest timer.
Wispr Flow er diktering, der virker i alle apps. Du holder en tast nede, taler, slipper. Teksten står der, uden øh'er, med punktummer og afsnit. Mac, Windows, iPhone og Android. Og siden i år: en notetager på Mac og Windows, der opdager, når du har et møde, og tilbyder at tage noter.
Fire ting jeg bruger det til hver dag
1. Briefer Claude
Når jeg giver Claude en opgave, taler jeg den ind. Hvad den skal, hvem det er til, hvad der ikke må ske. Et minuts tale er cirka 150 ord. Det er mere kontekst, end jeg ville have tastet, og Claude svarer bedre, når den ved mere.
2. Mails og DM'er
Kundesvar og beskeder på Instagram dikterer jeg, læser igennem, retter et ord, sender. Svaret bliver længere og venligere, end når jeg taster det, fordi det koster mig ingenting at forklare ordentligt.
3. Tanker på farten
Debrief efter et møde, en idé på gåturen, tre ting jeg skal huske. Jeg taler det ind på telefonen, mens det er friskt. Bagefter kalder jeg det frem i Claude og beder den sortere det til noter, opgaver eller et udkast. Det, der før blev til en halv side hastigt tastede noter, er nu et kvarters tale, der allerede er struktureret, når jeg sætter mig ved computeren.
4. Møder
Har jeg et møde i Google Meet, opdager Wispr Flow det og spørger, om den skal tage noter. Ét klik, så optager den hele mødet og skriver et referat, når vi lægger på. Referatet går videre til Claude, som skriver udkastet til det tilbud, kunden og jeg lige har talt om. Fra møde til tilbud i indbakken samme eftermiddag, uden at jeg har tastet et ord af det.
Wispr Flow har fået sin egen connector til Claude. Du finder den under Customize, Connectors, Discover, med Connect to Claude, eller i Wispr Flow under Settings, MCP, Add to Claude. Slå den til i samtalen under plusset, Connectors. Så henter Claude selv referatet, udskriften og opgaverne fra mødet. Den kan kun læse, ikke ændre noget. Og husk at sige til de andre i mødet, at det bliver optaget.
Dansk: det, der virker, og det, der driller
Dansk fungerer. Sætningerne bliver rene, og den fjerner de øh'er, jeg ikke selv hører.
Det, der driller, er navne. Flodesk bliver til "Blue Desk". Løsningen er ordbogen i appen: skriv navnet ind én gang, så staver den det korrekt fremover. Mine kunders navne, mine værktøjer og mine egne produkter ligger der.
Tal, som du taler til en kollega.
Det er den eneste teknik. Jo mere du taler i hele sætninger, jo bedre bliver teksten. Staccato-diktering med "punktum" og "ny linje" er der ikke brug for.
Sådan kommer du i gang
1. Hent appen
Gennem linket øverst på siden. Den gratis plan giver 2.000 ord om ugen på computeren. Det rækker til at finde ud af, om det er noget for dig.
2. Vælg din tast
På Mac holder jeg fn nede. Vælg en tast, din hånd finder uden at kigge.
3. Føj dine navne til ordbogen
Kunder, værktøjer, produkter. Ti minutter, som sparer dig for en rettelse i hver eneste mail.
Pris
Gratis plan med 2.000 ord om ugen på computeren og notetageren til et begrænset antal møder. Pro koster 15 dollar om måneden, eller 12 dollar om måneden ved årlig betaling, og giver ubegrænset diktering og flere møder. Jeg er på Pro. Den gratis ramme løber ud midt på en tirsdag.
Jeg er affiliate hos Wispr Flow. Køber du gennem mit link, får jeg en andel. Prisen er den samme for dig, og jeg installerede det hos kunder, længe før der var et link.
Wispr Flow er stemmen i mit setup. Resten af værktøjerne, og hvad hvert af dem er ansat til, står i min tech stack.





